23948sdkhjf

Danske virksomheder vil have en bid af cannabiskagen

Danske virksomheder håber at få del i de milliarder, der forventes at være på markedet for cannabis.
Flere danske virksomheder undersøger nu muligheden for at få en bid af kagen, i forbindelse med at legaliseringen af cannabis spreder sig over hele verden.

Her er USA et af de førende lande, men også i Danmark er en forsøgsordning på vej, som kan åbne markedet for den plante, der hjælper mange alvorligt syge patienter.

Det skriver Jyllands-Postens erhvervsmedie Finans.

Bagger-Sørensen-familien, der står bag nikotintyggegummikoncernen Fertin, er ved at undersøge mulighederne for at bruge cannabis i tyggegummi.

Projektet foregår i det familieejede selskab Okono.

- Vi har set på et par teknologier, som i tyggegummi kan være interessante i forhold til at håndtere cannabis. Som jeg læser det amerikanske marked, er det det euforiserende stof THC, interessen samler sig om, siger Søren Birn, administrerende direktør i Fertin Pharma og medejer i Okono, til Finans.

I USA var det legale salg af cannabis omkring seks milliarder dollar eller godt 40 milliarder kroner i 2015.

Investeringsbanken Cowen forventer ifølge Finans, at det runder 50 milliarder dollar i 2026.

Det danske selskab Cibid har opfundet en teknologi til at isolere stoffet CBD fra cannabisplanten.

Selskabets administrerende direktør, Michael Lumby, tror, at der fremover vil være stor efterspørgsel efter den rene CBD.

- Vi vil ikke selv producere hverken kosttilskud eller medicin. Vi vil levere til de virksomheder, der gør det, og vi tror, der ligger et stort marked for os, siger han til Finans.

Landmændene har allerede meldt sig ind i debatten om dyrkning af cannabis på dansk jord.

Hvis det skal for alvor skal blive en økonomisk gevinst, kræver det en legalisering - og gerne snart.

Det siger Lars Hvidtfeldt, viceformand i Landbrug & Fødevarer, der understreger, at mange andre lande allerede er i fuld gang med cannabisproduktionen til både rekreativ og medicinsk brug.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.089